Finn Svendsen's hjemmeside

You are here: Home > Historier > Madeira august

Madeira august

Uge 32


Efter en hurtig vask af underbukser er vi nu på plads i metroen. Næste stop Madeira.

Madeira er ualmindeligt kuperet. Der er kun tre plane områder på øen: Fodboldstadion, en højslette samt lufthavnens landingsbane. Og så er landingsbanen endda snyd. Som det fremgår af billedet til højre, så er landingsbanen blot en kæmpe betonbro. Ikke noget med at skride ud i rabatten, så havner flyet nede på motorvejen.

Nå med det gik fint for os, flyet landede præcist på banen, selvom indflyvningsruten er lidt at sammenligne med lufthavnen på Færøerne - hen til lufthavnen, så en hård krængning og  ned på jorden med maskinen - og så brems (for helvede).

Den første tur gik til Madeira's østligste punkt, Sao Lourenco peninsula, der er en gold og forblæst vulkansk halvø. 

Disse levadaer er et fantastisk bygningsværk. På Madeira er der over 2.000 km. vandingskanaler, der primært bærer vandet fra den regnfulde nordlige bjergside til de sydlige bjergstråninger. Hermed bliver hele øen meget frodig, og der kan dyrkes mange planter hele året rundt i den næringsrige vulkanske aske.

Her er levadaen trukket igennem en af de utallige tunneller der perforer hele øen. Og hvis det ikke er vand der løber igennem tunnellen, er de gjort lidt større så biler kan passerer. Madeira har tunneller nok til at gøre Færøerne helt misundelige.

Hr. og fru Svendsen foreviget med et skue der er umuligt at indfange med mit beskedne Panasonic Lumex.

Uge 33

Denne uge lavede jeg en turleder klassiker:

Som turleder vil man jo gerne overbringe de gode nyheder, og jeg havde før dagens tur tjekket vejrudsigten på nettet.

Glad kunne jeg i bussen på vej ud på dagens tur og imens vi befandt og i en tunnel, fortælle at der i dag var 0% chance for regnvejr i Funchal (den by vi lige havde forladt da vi kørte ind i tunnellen). Og så skete det, da vi kom ud af tunnellen, regnede det - og det gjorde det resten af formiddagen.

Holdet tog det meget fint, og det var jo heller ikke bevist at det regnede i Funchal.

Og så til en historie man tror er løgn:

På turen i sidste uge deltog et par søstre i den modne alder. Efter dagens vandring står vi i en bar i en lille by på nordkysten. Storesøster køber to øl og spørger derefter lillesøster om det er hendes taske der står der. Hun svarer aldrig men storesøster hører et ja og lægger sin pung med et anseeligt pengebeløb i tasken.

Et minut efter, da vi sidder og nyder øllen, spørger storesøster hvor lillesøster har sat tasken ? Hun svarer: "Den er oppe i bussen, den har jeg ikke taget med på byturen". Og så begynder storesøster at svede og bliver helt befippet. Hvor er pungen ?

Hun lagde den i en fremmed dametaske, som nu er væk. Alle i baren bliver forhørt om deres færden og indholdet af deres tasker bliver kontrolleret. Jeg bliver involveret, og kontakter vor tekniske arrangør. Politiet vil ikke indblandes, da der ikke har fundet nogen form for kriminalitet sted. Vor buschauffør kontakter to andre busser som har besøgt byen samtidig med os. I de busser kontrollerer alle deres tasker, men pungen er væk.

Barens chef bliver tilkaldt med henblik på at gennemgå barens nyinstallerede overvågningsanlæg. Vi blev slæbt ned i en lille krybekælder, hvor PC-en der monitorerer baren stod. Efter at have søgt på PC-ens harddisk i et kvarter blev konklusionen at der ikke forelå nogen optagelser fra i dag.

Det sidste der var at gøre var at lægge vore kontaktoplysninger i baren og så håbe på at en fremmed ukendt person, der pludselig havde en ekstra fed pung i sin taske, skulle konkludere at den pung tilhører ikke mig, men må være faldet ned i min taske under mit barbesøg. - Og det var nøjagtig hvad der skete. En time senere fik jeg en opringning at taskeejeren havde henvendt sig i baren. Det var en lokal dame der havde undret sig over indholdet i sin taske, og var vendt tilbage til baren.

Pungen blev udvekslet et par dage senere, og der blev uddelt en pæn rundhåndet findeløn.

Hvis chancen for pungens fremkomst var på odset, ville det nok give 200 til 1. 

Der er i det mindste en der følger med, når turlederen gennemgår ruten.

Turlederen prøvebestiger en forhindring.

Uge 34

Byfest i Porto da Cruz:

Forleden var vi til byfest i den lille by på nordkysten, Porto da Cruz.

Festen består af følgende initiativer:

  • Gaderne er flot overdækket af farverige papirblomster
  • Der er boder hvor de lokale landmænd server grillede kødstykker fra deres nyslagtede kvæg.
  • I samme bod sælges en flaske øl for 1½ €. Yderligere kan man selvfølgelig købe et glas af deres lokale polimut. En heftig sag, med hjemmebrændt sprit og hemmelige krydderier, suppleret med lidt frugt.
  • Der er boder med legetøj af billig kvalitet (10 kr. marken i Madeira version)
  • Den lokale musikskole optræder
  • Øens svar på Shu bi dua og Birthe Kjær optræder på store scene
  • Og endeligt er der en procession.

Til processionen blev gaden (en rundtur i centrum på ca. en km.) først pyntet med ubegribeligt mange blomster der lå som et meter bredt tæppe.  Selv mit noget maskuline jeg måtte indrømme at det var fantastisk flot, og et kæmpe arbejde, alle stilke var pillet af, det var kun blomsterhovederne - og der var mange. De blå der kan ses her er hortensia, der vokser vildt i store mængder hernede.

Men, knapt havde alle de søde indbyggere (hele familien deltog i pyntningen) færdiggjort dekoreringen af hele byen, før den lokale præst gik forrest i et optog der vadede i alle blomsterne og totalt ødelagde det hele. Selv de artige kordrenge trådte på blomsterne, imens de bar en Jesus figur i guldstol.

Det så nu ud til at det var generelt accepteret, ingen sure miner - alt for herren og hans ydmyge tjenere.

Ekstrabilleder

Her på Madeira er vi langt væk hjemmefra. Dette billede er taget i 1861 m højde, på øens højeste punkt, Pico Ruivo, med retning nordvest. Hvis man kikker godt efter, kan man lige over skyerne se en mørk pixel, det er Eifeltårnet i Paris.


Og dette er udsigten imod vest. Her kan man med det trænede øje skimte Frihedsgudinden.


Man skal ikke sådan give op, bare fordi træet ikke gider mere. Med stærk vilje voksede denne gren videre.


Den grønne dal, Caldeirão Verde, er en udslukt vulkan. - Og der er bare så utroligt smukt.


Man kan kun komme til den grønne dal via levadaen Caldeirão. Den går igennem fem tunneller, og på langs af bjerget.


Levadaen Caldeirão sørger for at bringe vandet fra den grønne dal, på nordsiden af øen, om til bananplanterne på sydsiden.


Levadaerne er ikke kun til gavn for menneskerne på Madeira, også dyrene har stor gavn af at vandet bliver slynget rundt på øen i stedet for at blive punpet direkte i havet.


Levadaerne vander også bananer, der er øens næststørste indtægt (efter turisme).


Der er ikke meget kryb (insekter, slanger m.m.) på Madeira, men det vrimler med firben. Så meget at det nogen gange kan være svært at indtage sin frokost i fred.


Paradisblomsten er et rigt forekommende på Madeira, og helt speciel flot.


Disse skærmliljer står flot og tæt i vejkantet, og findes i en blå og hvid version.


Der er meget stejlt på øen, her en hovedvej der lige dykker 14%. Det er med at tage farten af, ellers flyver bilen.


På fridagen skal der slappes af -


- og forberedes ...


Det er ret billigt i Portugal, selv på turiststederne. En god kaffe og sandwich koster kun 3,10 €


Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login

nach oben