Finn Svendsen's hjemmeside

You are here: Home > Historier > New Zealand og Sydney

New Zealand og Sydney

Uge 1

 

Ankommet til New Zealand - og sikke noget ?

  • Vor udlejningsbil er en gammel Toyota til forskel fra de nye SUV's vi har kørt i i USA. Den er dog bedre end vor egen danske Toyota, men rettet sidder i den forkerte side !!!
  • De kører også i den forkerte side. Og de uskrevne fodgængerregler er også modsat, der gik lige et par sammenstød inden kursen var lagt om i venstre side. 
  • Den dejlige New Zealandske sommer er indtil nu udeblevet, og vi har nogle dage oplevet 18º om dagen suppleret med regn og blæst. Regntøjet, fleece og lange bukser er fundet frem. Men solstrjef er dog også forekommet.
  • Alle vegne, selv på Starbucks, skal man betale for internetadgang - og det er ikke bare symbolsk - næh de tager fat med omkring 25 kr. for en time og 125 kr. i døgnet. - Så en ny disciplin er dukket op -  find billig internetadgang.
  • Alting er dyrere end i USA - det er svært at vende sig til Nordeuropæiske priser og hårdt for et rejsebudget der også skal holde til kulunariske højdepunkter undervejs.
  • Solen går den forkerte vej rundt (øst, nord, vest), og vejret bliver køligere når vi tager sydpå.

Jo vi lider på vor rundrejse - livet er hårdt, men New Zealand er fantastisk smukt og med meget venlige og imødekommende indbyggere.

Vi landede i Auckland den 4., blev der to nætter og kørte derefter til Wanganui, blev der to nætter og er nu i Wellington to nætter. Derefter er det nok for Nordøen i første omgang. Rejsen går herefter sydpå, i første omgang til Kaikoura og så videre til det jordskælvsramte Christchurch. Spændende at se hvor alvorligt det er.

I New Zealand har man en trafikal feature som vi ikke har set andre steder. I nogle lyskryds får fodgængere grønt lys i alle retninger samtidigt - også diagonalt - Supersmart !

 

 

 


På New Zealand findes denne meget forunderlige fugl, Kiwi'en. Vi havde godt hørt om den, og mødt den i tegnefilm, men at se den i virkeligheden var meget sjovt. Den har et par ben, fjer og et langt næb, Men har ingen vinger og kan dermed kun bevæge sig på landjorden. Den er et natdyr, ser elendigt i dagslys, men eminent i mørke - og så kan den lugte. Yderst på det lange næb sidder to næsebor. Den stopper så sit spyd af en næse ned i jorden og finder alle mulige spiselige insekter. Den ser ualmindelig sjov ud når den går. Den levede en meget fredelig tilværelse på New Zealand indtil menneskene medbragte diverse fjender, fx rotter og mink.

Kiwi'en har givet navn til mangt og meget hernede, fx frugten Kiwi og en der indfødt fra New Zealand hedder en Kiwi. Billedet er venligst lånt af en ukendt på nettet. Vi så dyret i bur i nattebelysning i en dyrepark, og der var fotografering forbudt. 

Uge 2

Regnvejret har fulgt os til sydøen, men vi har nu også haft meget fint sommervejr. Vi rejser rundt og er indkvarteret meget forskelligt, bl.a. i en Cabin på 3 * 4 meter. Pladsen er noget sparsom når det regner, så er de superhyggeligt at ligge under dynen og høre uvejret. Prisniveauet er noget højere her, så indkvarteringen bliver mere varieret til den billige side. 

Det flyder med sæler overalt på strandene hernede. Og de kan godt lide at gøre sig til.

Endnu engang hvalsafari. Og denne gang kom vi tættere på. Desværre er mine fotografiske evner ikke i top, så jeg fik ikke det perfekte billede.


Det er sommer og Hanne har lige fundet en plads i solen.
Druerne vokser flittigt i New Zealand, men vinen er overraskende dyr. Vi var til vinsmagning i går (http://www.rimugrove.co.nz/) og den billigste, en Riesling, kostede 31 NZ$ = 140,- kr. Det gøres både bedre og billigere i Italien. Det er ikke til at forstå hvorfor vinen er så dyr hernede, både på vingårdene og i supermarkedet ?


I Motueka fandt vi denne hyggelige biograf. En ung entreprenant fyr havde købt et nedlagt værksted, og indrettet to biografsale. Udstyret var en meget kraftig projektor, og kvaliteten var fin. Møblementet var købt på loppemarked, samt arv fra bedsteforældre.
Vi fik set Midnight in Paris, som vi længe har jagtet. Og ja, det er en klassisk Woody Allen som i gode gamle dage.

Uge 3

På tur i Abel Tasman National Park. Taxaen holder 20 m fra stranden, så af med skoene og smøg bukserne op for det er gennem brændingen til stranden. Men det er svært at få skoene på igen i det dejlig varme sand.

Vandreturen igennem parken går dels nede ved stranden og dels i skoven 100 m over de Bounty lignende strande.


Parken ligger i det nordlige hjørne af sydøen. Et område der er begunstiget af meget godt vejr.


Mange steder vokser der disse bregnetræer, som når de står tæt lukker næsten al lys ude af skovbunden.

Der er masser af floder hernede - hvad skulle ellers bære regnvandet væk ? - Traverseringen foregår mange steder via disse hængebroer.

 

Overnatning foregår mange steder på Backpacker hostels. Enten i Cabins (som det til højre der rummer to Cabins med dobbeltseng og toilet) eller i værelser (nogen gange ded toilet på gangen).

Det er meget charmerende - i det hele taget er meget af rejsekulturen i New Zealand meget uhøjtidelig med vægten på oplevelser og mellemfolkelige relationer - langt fra fine resorts med tjenere på hver hånd og hvide duge.

Der er megen snak i fælleskøkkenet, og det er hyggeligt at lave mad sammen med rejsende fra mange forskellige nationaliteter. Det bliver også til en enkelt snak undervejs, selvom Hanne og jeg nemt kunne være deres forældre.

Vi sidder dog ikke på hug ved bålet om aftenen og synger med på "Whiskey in the jar". På det tidspunkt trækker vi os tilbage og nyder et glas rødvin imens Hanne læser og jeg ordner billeder.


"

Kan du sige mig hvor Fox Glacier ligger ?

" - "Ja nu skal jeg kikke efter"

 

Den ligger lige der

" - "Tak min skat"

Uge 4


Det er ikke en ødelagt paraply Hanne går med, - det er en "Hold dig væk kæp".

Historien er den at vi på en af vores vandringer pludselig bliver overfløjet meget tæt og faretruende af en rovfugl med et vingefang på en meter. Den markerer sig tre gange ved at passere få centimeter over vore hoveder, både forfra og bagfra. Lidt uhyggeligt, idet den er både lydløs og fantastisk hurtig.

Da vi har passeret dens territorium forsvinder den igen, men vi skal samme vej tilbage !!! - Så vi garderer os imod de tætte overflyvninger ved at gå med en gren over hovedet.

Der er rigtig mange får i New Zealand, og jeg har lovet Hanne at de også skulle repræsenteres på hjemmesiden.


Turistbrochurerne lyver ikke, så smukt er her. Billedet er taget mod den vestlige ende af Lake Wakatipu. I den østlige ende ligger Queenstown.

 

Så er vi kommet til den alpine del af Sydøen omkring Mt. Cook. Da vi ankom lå alt i skyer, og regnen stod ned i torve. Morgenen efter så der således ud:

Dagens program var en 1.000 meters stigning i stejlt stenet terræn til Muellers Hut. Vi erfarede at vinteren var begyndt i Danmark, så vi forholdt os solidariske og vandrede de sidste 100 højdemeter i nyfalden sne.

På billedet nedenfor er det Mt. Cook i det fjerne til højre. Lige fremme er det Mueller Gletcheren der vælter ned ad bjerget. Betagende med gletchere ned til 1.500 meter.

Pic's fra Muellers Hut vandringen.


Og så blev der også lige tid til en tur i svævefly - en fødselsdagsgave fra Hanne og børnene.

Uge 5

Så er vi tilbage i Christchurch og jule/sommerferien er forbi for de skolesøgende. Her er nogle unge drenge foreviget i deres fine skoleuniform. Noget i kontrast til deres Street ven, der formodentlig gik ud sidste år og nu venter på en læreplads.

 

Igen tog vi til Downtown Christchurch, og det er en meget sørgelig forfatning byen er i her et år efter jordsklævskatastrofen.

På billedet til højre kan man i højre hjørne se hvordan der så ud for et år siden. Den fine bygning i midten er skibet af katedralen, og nu - ups den er væk - sunket i grus.

Nedenunder har man forsøgt at genskabe lidt Downtown-liv med en handelsgade opbygget af farverige containere.

Vi får en kop kaffe i en container på første sal med udsigt til ødelæggelserne og den langsomme genopbygning.

Lone har gjort os den ære at besøge os her på New Zealand. Og i dag er vi taget på en Lord of the Rings tour ud i landet Rohan. Kendere (og det er ikke mig) vil kunne genkende landet på billedet herover til højre - omend det nok fremstår i lidt mørkere og mere dystre farver.

Nedenunder er et par stilbilleder fra castingen til den nye film Hobbitten, der skal have verdenspremiere i december 2012. Måske er de nye skuespillere fundet her.


BREAKING NEWS !

The Danish old girls New Zealand mountaineering team achieved yet another peak today!

Vi besøgte i dag Pupu Springs der betegnes som verdens næst reneste sø/vandløb med en sigtbarhed på 62 m. Og lige der i søen, den lidt orange skygge, svømmer den fineste ørred på 45 cm. Den kunne nu hygge sig i fred idet der var totalt fiskeforbud. Lumex kunne ikke til fulde gengive det utroligt flotte vandløb.


En gang imellem skal man lige gå de ekstra 50 meter rundt om hjørnet og så er der en fin oplevelse. I dette tilfælde en flot cafe indrettet i denne campingvogn.


Og sådan ser der ud indvendigt. 7 små borde og vor vært bag kaffemaskinen. Fremragende kaffe i øvrigt.


På new Zealand er der få km. motorvej. Landet er bundet sammen af hovedveje der minder om en jydsk landevej, og dog - majoriteten af broerne er ensporede, så inden den skal passeres tildeles man prioritet, jf. skiltet til venstre.


Reefton er en af de ældste byer i New Zealand. Her forsøgte gulgravere at finde lykken. Men der er ikke sket meget siden. Byen er pusse nusse med facader fra dengang.


Dette er vort motel i Reefton - ganske stilfuldt.

 

For dem der ikke har fået installeret postkasser, jf. den nye lov, så er der her et par ideer.

Uge 6 og 7


Ved tredje WhaleWhach lykkedes det at få en finne i kassen.


Jeg nævnte tidligere de snævre broer hvor man delte kørebane. Her skal kørebanen også deles med toget, og det skal ikke være for højt lastet.


Efter gæsterne er kommet er der blevet tid til at følge dem i de mange adventure aktiviteter dernede. Her i dobbeltkano, en disciplin der sætter ægteskabet på prøve.


Gæsterne ville gerne prøve en Helitur på de to store gletchere hernede. Og så blev der lige plads til turlederen J


Vi var også ved stranden på vestkysten.

Uge 8

 

The Buchman Centre var en cafe på vejen. Ejeren var lidt af en original, der gik rundt i sine korte bukser monteret en stor dolk, Han mente at tilhøre en uddøende race af rigtige mænd der levede det barske liv. Centret er skabt af Peter (Possum-Pete) og hans kone og er til ære for – og for at fortælle om en spændende tid i NZ historie i 70’erne hvor man jagtede red deer fra helikoptere og senere indfangede disse til farme

Der vi lige dele blanding foragt for myndigheder og humor, eksempelvis udstillingen til venstre. Der var også et skilt der forkyndte: ”Børn uden opsyn bliver solgt som slaver”.

Et andet sted stod der på et skilt at, i denne mørke boks kan man se den sjældne Weka fugl. Når man så satte ansigtet til kikhullet, og trykkede på lyskontakten fik man en fin stråle vand i synet.

 

 
Jeg har en vis svaghed for hønsefugle, og denne familie var ikke til at stå for. Racen er en California Quail, og dermed en indvandrer, som meget andet vi mødte: Nedenfor er en Pũkeko og den edemiske frække papagøje, Kãkã.
             

 

 

Dagen for Bungy var oprundet. Det skulle ske på Kawarau Bridge, stedet hvor Kiwien A. J. Hackett opfandt, eller nærmere sagt kommercialiserede Bungy Jump'et.

A. J. Hackett var blevet inspireret af historier fra Pinseøen, hvor man som led i manddomsprøver skulle springe ned fra høje bambustårne med lianer bundet om anklerne.

Når en ægte kiwi hører sådan noget, får han uro i kroppen, og det river og slider i ham, og han kan ikke slappe af, før han har lavet en butik, hvorfra han kan sælge disse nye farligheder. Hackett fik Auckland Universitet til udvikle det helt rigtige elastikmateriale, og så sprang han ud fra Aucklandbroen, uden at ret mange lagde mærke til det.

Derfor tog han i 1986 til Paris og sprang ud fra Eiffeltårnet, og så vidste hele verden pludselig at Bungy Jump'et var født, og New Zealand fik en opmærksomhed, der langt overgik kiwifrugter og atomprotester.

I 1988 etablerede Hackett sig ved den 100-årige Kawarau Suspension Bridge, og at springe herfra betragtes stadig som det originale Bungy Jump. Her en ingen kraner eller høje master, men kun en bro og ægte newzealandsk natur med en rivende flod 43 meter nede.

Stedet er udbygget med tilskuerpladser, fashionabel turistbutik, biograf, museum, cafe og forretninger.

Et spring koster til orientering 180 NZ$, men sår får man også en T-shirt som souvenier, og kan købe både en fotoserie og film af bedriften.

Hvad suser der så igennem hovedet på en når man springer et Bungy Jump:

  • Tre uger før: Jeps, det gør jeg.
     
  • Om morgenen: Det bliver spændende. Jeg tager min røde trøje på, den kan bedst ses på film (man er måske alligevel lidt forfængelig).
     
  • Et minut før: Hold da kæft, har jeg meldt mig til det. Hvorfor springer man ikke midt fra broen, er det ikke lidt for tæt ved kanten ?
     
  • 10 sekunder før: Fuck der er langt ned - men lad os komme i gang.
     
  • 1 sekund før: Vær fattet slå hjernen fra og spring så snart du får grønt lys.
     
  • 1/100 sekund efter: Så er der ingen vej tilbage.
     
  • 1/3 sekund efter: Er du sindssyg der er langt ned.
     
  • 1 sekund efter: Jeg blinker, og accelerere.
     
  • 2 sekunder efter: Jeg er over halvvejs og vandet komme susende imod mig
     
  • 2½ sekund efter: Bungy'en tager fat og sagtner farten
     
  • 3 sekunder efter: Så går jeg i vandet
     
  • 4 sekunder efter: Er du sindssyg hvor gik det hurtigt, og øv det var kun hænderne der blev våde - jeg havde bestilt hovedet under vand.
     
  • 1 minut efter: Jeg havde troet at jeg fik et større adrenalin sus. - Og øv det allerede er overstået. Jeg var nok for koncentreret til rigtig at nyde det.

Done that !

 

 

 

Og hvis man skulle på toilettet bagefter blev man vejledt af disse piktogrammer:

   


Man bliver tørstig efter et Bungy !

 

Milford Sound. Fjorden står forrest i køen til at blive verdenens ottende vidunder. Igen må Panasonic Lumix give op. Magen til skønhed kan ikke pakkes ned i et så lille kamera.

 


Så var det Hanne's tur til at komme uf og flyve helikopter. Hun fik en tre kvarters rundflyvning til Tasman gletcheren og rundt om Mt. Cook. Fantastisk vue under perfekte vejrforhold. Det er sjældent at det er så klart i de egne.

Nedenfor er det Tasman gletcheren, og til højre Mt. Cook, der er Australasien's højeste bjerg med omkring 3.750 meter.

 

Samme dag var Hanne også ude og sejle på Tasman Gletcher Lake. Igen slår superlativerne ikke til, så de hæves til anden potens: Fantastisk2.

Uge 9

 
 

Hanne har længe haft en skjult drøm at at paraglide. Og i Queenstown skulle det være, alt var linet op og så blev det desværre aflyst på grund af regnvejr. - Øv, det sker altid for Hanne ! - Men så dukkede der heldigvis en mulighed op i Christchurch, så fluks tog Hanne og 6 andre afsted for i sidste øjeblik at få opfyldt deres drøm.

- Og oplevelsen skuffede ikke, hun fik en bonustur på i alt 45 minutter over bjerge, hav og by i udkanten af Christchurch - Fantastisk3.

Til venstre, klargøring

Nedenfor i luften

   

Så er Hanne landet igen, what a tour ? - Der er meget at fortælle !

 

Efter tre hektiske og fantastiske uger er vore gæster nu fløjet hjem. Det har igen været en fornøjelse at arbejde som Topas turleder og vise vore gæster fantastiske hjørner af verdenen.

Det har været tre uger med en meget homogen gruppe, der har givet og fået masser af oplevelser, humor, historier, motion og fællesskab - nogen har også haft nogle grænseoverskridende oplevelser. Men det har selvfølgelig også hårdt arbejde for Hanne og jeg. Det er en stor hjælp at Hanne med frivilligt arbejde hjælper med til at svinge turen. - Til stor tilfredshed, både for gæster og mig.

Her er blevet noget tomt, og vi skal til at vende os til at være alene jordomrejsende igen. For at trøste os lidt har vi indkvarteret os i en luksus suite i byen Akaroa med udsigt over havnen. Det er noget kontrastfyldt efter halvanden måned med Backpacker indkvartering. Billeder følger snarest.

New Zealand er som tidligere nævnt et dyrt land at rejse i, og overnatningerne tager en stor del af vort rejsebudget. De sidste to måneder har vi oftest boet i et backpacker værelse med fælles bad og toilet. Her til venstre er et af de mest sparsomme: En cabin på 2*2½*2 meter indeholdende to madrasser i en køjeseng, et skab på 20 cm. i dybden, er bordplade på 40*20 cm, samt to plasticstole (stablet da de ikke begge kan være i rummet hvis vi også skal kunne gå rundt). Da vi boede der var de super regnvejr, og der var 20 meter hurtigløb imellem dråberne om natten når man skulle på toilettet.

De sidste to dage i New Zealand har vi taget en super suite den lille by idylliske by Akaroa. Byen ligger på skrænten af en udslukt vulkan. Vulkanens midte er byens naturlige havn, et helt fantastisk2 sceneri.

Vor suite ligger i første parket til byens havn/strand, og har al den luksus man kan ønske sig. På billedet nedenfor kan man se det meste, undtagen entreen, et mega badeværelse og to kæmpe altaner. Her tillader vi os den frihed at slappe 100% uden at skulle jage en seværdighed, eller vandre en "must see" vandretur.

Det var så slut på vort New Zealand eventyr. Nu står den på fire dage i Sydney inden turen går til Vietnam. 

   

I Sydney har vi skiftet stil.

Vi er flyttet fra den fede luksus i de rolige, idylliske og landlige omgivelser i Akaroa, New Zealand til noget af det mest ringe og larmende vi har været ude for i Sydney, Australien.

I Sydney er alt dyrt, og specielt overnatninger, så vi havde på forhånd reserveret et "billigt" Backpacker værelse til 600 kr. Det viste sig at være et værelse på størrelse med Cabinen i Glenorchy (se ovenstående). Her er der dog i tilgift tilsat trafiklarm styrke 12, og madrasserne er sat sammen af et lagen spændt ud over en række tilfældigt placerede fjedre. Her skal vi sove i tre nætter !?!

Jo, det gælder om ar være omstillingsparat.


Billederne i turistbrochurerne ser lidt anderledes ud. Der er der blå himmel  og solskin, men det er ikke det vi er blevet præsenteret for. Her øsregner det, og vejrudsigten er ikke særlig opmuntrende. Eneste trøst er at det er lunt, 20o. Men det betyder bare at man bliver ekstra våd fordi man sveder under regnfrakken.

Tænk sig at man tillader sig at klage når man står/sejler på den anden side af jorden og ser dette fantastiske bygningsværk !

Dagen efter var vi så i Operaen og høre Turandot. Det bedste operastykke vi har oplevet. Meget flot sang og scenografi og så var bygningsværket ligeså spektakulært indvendigt. Efter forestillingen tog vi en times rundvisning, og som dansker kan man godt tillade sig at stikke fingrene i ærmegabene - det er fandme flot tænkt Jørgen !

Og så tog de et billede af os, hvor de klistrede salen ind i baggrunden til den formidable pris af 35 AUD. Den hoppede vi ikke på, men Hanne ville gerne have taget et billede af billedet.

 

Om aften var vi til Sydney Mardi Gras Parade. Desværre regnede det lystigt, men ellers var det festligt at være med til et gay- and lesbian party.

Der var utroligt mange mennesker langs de 5 km. lange paradestrøg, ja op til ti lag foran den afspærrede rute. Vi fik heldigvis kæmpet os frem i anden parket, vi er jo i træning fra Halloween paraden i New York og juleparaden i Solvang. For dem der ikke er lige så gode til at kæmpe sig til en plads, sælger de lokale døgnbutikker denne løsning: En plastickasse for 10$. Når paraden er slut kan de så gå ud i gaderne og samle kasserne op.

Paraden havde både en underholdende værdi, samt et politisk budskab. Mange forskellige grupper var tilmeldt, en af de mere alternative var ovenstående til højre, der repræsenterede forældreforeningen til homoseksuelle. Men også en del politikere deltog som var det en valgkamp.

Hanne's illusioner brast en smule. Der var en del optog i uniform, og det var sådant set fint nok. Men et par af optogene repræsenterede fag hvor man typisk ser "rigtige" mænd, fx brandmænd, ambulance reddere og politimænd. Alle tre grupper deltog i optoget med spændte muskler, løse håndled og hvinende sirener. Og Hanne indså at det måske er fint nok jeg ikke går i uniform.

Så fik vi endelig lidt solskinsvejr, og så ser havnen jo helt anderledes ud (og for den interesserede er der rigeligt med billeder af operaen, nok til en hel lysbilledaften):

 

 

Og så slutter jeg lige Sydney af med billedet af en parkeringsvagt i arbejde. Det kunne være at man ville tiltale dem pænere i Danmark hvis de gik sådan klædt, evt. suppleret med et par høje hæle :o)

Og så går turen via Guangzhou/Baiyun, Kina til Hanoi, Vietnam.

Ekstrabilleder

Så starter anden halvdel af vor tur jorden rundt. Vi er så tæt på den modsatte del af jorden som vi kan være. Starten er gået i Auckland og derefter kæmper vi os sydover.nøjagtig s


I Auckland havde de endnu ikke fået pillet al julepynten ned endnu. Julemanden må dog svede noget idet der var sommertemperaturer.


Vi så den forunderlige Kiwi fugl i denne dyrepark.


Forunderlig er også naturen hernede. Denne bakketop blev tilsyneladende holdt sammen af rødderne fra træet.


Og denne træstub var vært for en fin busk.


I dette vand bor der flere Kaskelothvaler, et af verdenens største dyr med en længde på op til 20 m og vægt op til 60 tons.


Og her var den - denne han havde endda et navn, Teriaki.


Teriaki er normalt neddykket i omkring 3 kvarter, og søger herefter til overfladen for tanke op med ilt, det tager 3-5 min.


Så er der tanket, og der dykkes igen.


På tur med en water taxi.


Vandretur i varieret terræn.


Der findes også andre transportmidler. Her en hjemmegjort knallert. Det er ikke sikkert at den ville blive indregistreret i Danmark.


Vi var til NZ mesterskaberne i fåreklipning. Fire kæmper imod hinanden i mange heat. Den der først har klippet 20 får går videre.


Her er det senere vinder, Richard Liddell, med en gennemsnitstid på 54 sek. for 20 barberede får.


Finn kommer ud af busken -


- og opdager at han er langt væk hjemmefra.


På sydvestkysten samler bølgerne energi helt fra Antarktis.


Så mødte vi de massive regnvejr ved Fox Glacier. Så hvis ikke smeltevandet kunne danne floder, så kunne regnvejret. Gletcherne i New Zealand er interessante fordi de rækker næsten ned i havet, startende fra omkring 3.000 m højde. Tæt på deres udmunding står den tempererede regnskov, så vegetation ændrer sig fluks på få kilometer.


Ved gletcherkanten mødte vi Ranger Bob som vi blev meget gode venner med.


Ranger Bob er meget hårdfør, så hvor vi andre var pakket ind i trøjer og regntøj, stod han bare der i skjorteærmer og lod som ingenting.


Det er blevet en daglig rutine at vandre på disse hængebroer.


Der er masser af Kodak moments på New Zealand.


Dette er den eneste Irske Sky-diver der er kommet forbi Gunns Camp, - så vidt man ved !


Så er det blevet tid til at indløse min 50-års fødselsgave fra Hanne og ungerne - en tur i svævefly. Det foregik på Omarama Airfield i New Zealand, hvor Verdensmesterskabet fandt sted i 2005. Min co-pilot var Clifford til højre. John til venstre udgjorde ground personnel, hvis opgave det bl.a. var at køre lufthavnsbussen til højre, og montere krogen på flyet. Clifford gennemgik sikkerhedsprocedurerne, bl.a. hvor nødudgangen var.


Her kommer det kraftværk af et fly der skal trække os op.


Og starten er gået.


Den sorte prik er Hanne der vinker.


Nu er begge fartøjer i luften.


Vi bliver trukket hen til bjergene hvor de varme opvinde (termikken) er. Heroppefra kan man i øvrigt se effekten af de cirkulære vandingsanlæg. Vi er i et område med sparsom nedbør, men rigeligt med vand der løber fra de nærliggende gletchere.


Så er det farvel til kraftværket, nu er vi på egen hånd og afhængig af de varme opvinde.


Dernede kom vi fra. De tre hvide bygninger er flyhangar er, og banen er lige bagved.


Ham selv - ganske tilfreds (hatten er et must, ellers får man brændt hovedskallen af)..


Så er vi ved at være oppe over de lokale bjerge på 1.200 meter.


Under os byen Twizel, i det fjerne Gletchersøen Lake Pukaki, og i det fjerne under skyerne Mt. Cook.


Så er vi oppe i 9.200 fod (ca. 3.000 meter).


Så er vi i max. højde 10.200 fod (omkring 3.400 meter), og over skyerne. Herfra er de nedad og tilbage til Omarama Airfield. Good job, well done !!!


Vi var i dag ved den mest fantastiske strand, Whareriki Beach, på nordvestsiden af sydøen.


På vej til stranden var der disse sandklitter på 15 meter.


Der var næsten alt. Masser af sand, perfekt badevand (omend lidt koldt), flotte klipper og sæler der gasede sig i solen.


Hanne fandt dette mos-uhyre i den temporerede regnskov.


Morgensol ved Lake Matheson.


Lake Matheson er blandt fotografer meget berømt da man kan tage nogle fantastiske billeder med Mount Cook spejlenede i søen. Men denne dag måtte jeg nøjes med skyer i søens krusninger.


Så blev det til en heli tur på Frantz Josef og Fox gletcheren.


Som så mange andre naturoplevelser, er det svært at gengive.


Der falder 25 meter sne om året der langsomt pakkes til is, og i løbet af 5 år driver ud af gletcheren. Spalterne her dannes hvor gletcheren ændre til en stejlere hældning.


Mirror Lake på den korte led.


Mirror Lake på den lange led. Desværre bliv spejlet bølget af en let brise.


Vandfald 1 ud af mange ved Milford Sound


Vandfald 2, 3 og 4 ud af mange ved Milford Sound


Super bregner i super New Zealand


Swirling Waterfall


Bungy part 1


Bungy part 2


Bungy part 3


Bungy part 4


Bungy part 5


Bungy part 6


Bungy part 7


Bungy part 8


Bungy part 9


Bungy part 10


Bungy part 11


Bungy part 12


Bungy part 13


Når man flytter i New Zealand tager man hele huset med, men at transportere et hus på en blokvogn på de smalle veje og broer i New Zealand er et større projekt. Mange er dog fristet til at flytte fra Christchurch til roligere egne af landet. I løbet af det første år efter jordskælvet er over 40.000 (ud af 350.000) flyttet fra Christchurch.


I alle Commonwealth lande er udendørs Bowling en stor sportsgren, specielt for de ældre. Bowlingkuglerne er konkave og skal trilles med passende hastighed på højkant. Spillet er en blanding imellem Curling og Petanque.


Kommer man til New Zealand kan det anbefales at køre forbi Omarama og se The Wrinkly Rams, Sheep Shearing Show (Fåreklipning). Det er mægtigt interessant at se hvad, hvordan og hvorfor de har 30 millioner får her.


En af de rigtig gode venner vi har fået på New Zealand er Speight's Gold Medal Ale.


Team Mullers Hut før opstigningen.


Mt. Cook på afstand.


Mt. Cook tæt på i aftensol.


Og her Mt. Cook rigtig tæt på fotograferet af Hanne fra en helikopter.


Hanne fik opfyldt sin hemmelige drøm om at prøve at Paraglide.


Hanne var glad og stolt da hun landede efter 45 minutters Paraglidning i op til 2½ km. højde.


Akaroa er en lille by der ligger på en halvø lidt sydøst for Christchurch. Halvøen er formet af to gamle vulkaner, hvilket landskabet ustandselig minder en om. Her kan man oppe fra "kraterkanten" se ned på byen og det hav som udfylder den nederste del af krateret. Byen/halvøen er ubeskrivelig flot*2. Havet er igen i blå og turkise nuancer.


Dette billede er så taget fra den "udvendige" side af halvøen/vulkanen. Her antager havet meget brune nuancer når det spejler sig i det regnfattige bjerg. Dette billede er så taget fra den "udvendige" side af halvøen/vulkanen. Her antager havet meget brune nuancer når det spejler sig i det regnfattige bjerg.


Svik svak, så er vi i Sydney. Regnvejsdagen i dag blev brugt til at se operaen fra vandsiden. I morgen skal vi se den indvendig, både med en rundtur, og med overværelse af operaen Turandot.


Så kom solen frem.


Op operaen kom til at ligne turistbrochurerne.


Også by night !!!


Habour Bridge tog sig også godt ud med natbelysning.


Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login

nach oben