Finn Svendsen's hjemmeside

You are here: Home > Historier > Vietnam

Vietnam

Uge 10

Vejen fra Sydney til Hanoi gik via den kinesiske lufthavn lufthavn Guangzhou - Baiyn.

Mellemlandingen i Kina var også et møde med ”systemet”. Vi blev modtaget af uniformer, nogle med skråbånd, andre med ordener sat på reversen. Vi landede kl. 04:00 til en tom og lukket lufthavn. Kl. 05:00 blev vi lukket ind i afgangshallen, og under hele vor færden blev vi overvåget af små mænd med kasketter. Kl. 07:00 åbnede forretningerne  i lufthavnen og vi kunne købe og nuddelsuppe og kaffe. Vi valgte kaffe som det dog tog et par minutter at bestille da både fingersprog, kina-engelsk og en venlig engelsk talende gæst skulle bidrage til den fælles forståelse. I forhandlingen skulle det også afklares om jeg kunne betale med Visa-kort. Det var muligt, men den strimmel der blev skrevet ud var udelukkende med kinesiske tegn, så jeg indtastede Pin-kode og skrev under på et ganske uforståeligt stykke papir. På den efterfølgende kvittering kunne jeg dog se/gætte at det havde kostet 133.00 RMB – det bliver spændende at se mit kontoudtog fra banken.

I den kinesiske lufthavn var der også store reklamer (billedet til venstre) for frit internet i lufthavnen. Efter mange mislykkedes login forsøg dristede jeg mig til at spørge en kasket, der venligt kunne meddele mig at det kun var for kinesiske PC'ere - hvorfor skriver det så på engelsk at der er frit internet ???

Efter den intensive trafik er det der slår en når man kommer til Hanoi at alting foregår på gaden. Butikker m.m. breder sig ud over fortovet, her til venstre har en frugthandel spærret fortovet med varer. Ved siden af er der en motorcykel/knallert mekanikker med en benzinstander på fortovet, og på billedet til højre har damen i den røde bluse gang i sin restaurant. Hun sidder med at par gasblus og tilbereder dagens ret, og kunderne er placeret på de blå stole, hvor de indtager deres frokost.

Dagen efter vor nakomst til Vietnam stod den på Jungletur. Først tre timers kørsel fra storby til langt uden på landet. Men der var mennesker overalt på landet stod de blot i rismarkerne og plantede. Vor jungletur var igennem en nationalpark, hvor der også var et hospital for Aber der var kommet til skade.

Efter 5-6 timers vandring i junglen kom vi til en lille landsby hvor vi skulle overnatte i et af byens huse. Det at være vært for vandrere går på skift i landsbyen så alle får mulighed for at tjene en lille ekstra skilling. Ovennævnte er husets stue, soveværelse m.m. Yderligere indeholdt huset et lille køkken med åbent ildsted, samt et badeværelse, se nedenunder. Taget var af palmeblade, der var døre og skodder, men ikke vinduer og flere steder direkte åbent til de fri. Gulvet var flækkede bambuspinde, intet andet. Selvom det godt kan blive koldt om vinteren var der ingen opvarmning, det måtte klares med et ekstra lag tøj. Om natten blev vi indkvarteret i et myggenet i den ene ende af stuen. En sivmåtte blev lagt ud, derefter et vattæppe - det var vort leje for natten. Vi fik en dyne over så vi kunne holde varmen. Imidlertid er vi nok lidt ømskindede, så vi trak i vor lagenpose, og brugte dynen som ekstra madras - det hjalp en smule på vore forvente vesteuropæiske kroppe. Læg i øvrigt mærke til kunsten på væggen, det er alle billeder af unge damer eller blomster fra en kalender.

    
Her er bad og toilet. Jeg er ved at vaske Hanne's støvler, lige ved siden af håndvasken med tandbørste. Bag mig går hønsene, og bag plasticgardinet bor de velnærede grise.

3-dages tur til Ha Long bugten - et fantastisk sted som desværre ikke viste sig fra den pæneste side. Det var koldt, overskyet og diset - ikke lige det som man ser i Brochurerne eller på film. Så vi måtte selv sætte sol, varme og blå himmel på det meget spektakulære sceneri. Det er "vores" båd den hvide til venstre. Til højre en anden af de 200 turistbåde der opererer i området.


Man tror at han bare sætter sig sådan for kameraets skyld, men det er faktisk en helt naturlig stilling for en Vietnameser, også gerne på kanten. Deres smidighed og balance kunne vi lære meget af i vesten.


Her sidder ham selv indendørs på båden, svøbt i tæpper og frysende kikker ud på de fantastiske2 klippeformationer. Kunne der blot leveres lidt sol og varme ?


I det mindste kunne vi få varmen ved en kajaktur imellem og under klippeformationerne.


På dækket imens vi stadig havde varmen efter kajakturen.

I Ha Long bugten er der knap 2.000 større eller mindre klippeøer, så der er nok at fare vild imellem.

Der bor også omkring 3.000 mennesker i små fiskerlandsbyer i bugten. Men byerne ligger ikke på land, næh det er huse på pramme, forbundet med hinanden som nedenstående. I en sådan hytte bor en hel familie med gennemsnitlig 3 børn, og en hund.

Børnene lærer i en tidlig alder at svømme og sejle så de kan komme rundt, og fx ro til skolen som ligger  på  en pram i en af de større fiskelandsbyer.

Som vi har en have til vores hus i Danmark, har indbyggerne i disse fiskebyer en tilknyttet fiskedam, hvor de opdrætter fisk som vi gror gulerødder.


På dette soldæk skulle Hanne have ligget og slikket solskin, men på grund af vejret stod dækket ubrugt hen på hele turen.


Vi var på et Luksus cruise i Ha Long bugten, og noget af det var da også luksus, bl.a. maden indtaget i salonen.

Uge 11


Kl. 6:30 om morgenen er der morgengymnastik, dans eller Thai Chi i parken rundt om
Hò Hoàn Kiêm søen i Hanoi. Det er meget selvorganiseret, venner møder bare op, og har man lyst til at deltage spørger man bare. Her blev Hanne lige motioneret efter et par dage hvor vi ikke havde rørt os meget.


Trafikken er et evigt tema i Hanoi, og jeg kunne skrive en hel bog om emnet, i stedet har jeg lavet en "first shot and cut" film: Gadeliv i Hanoi. Filmen fylder meget, da jeg bevidst ikke har komprimeret den for at få flere detaljer, så hav tålmodig ved upload, eller vent og få beskrivelsen mundtligt når vi kommer hjem.


I Hanoi spiser næsten alle på gaden, enten har familien sat et par blus, nogle gryder og spækbrædder ud, ellers spiser man i et af de mange gadekøkkener. Pris og kvalitet her er fremragende, omend menukortet på engelsk har andre priser en det på originalsproget - og det er dem vel ondt ! Jeg holder mig dog bevidst fra rå grønsager, vandet har en anden bakterieflora, og tallerkner og bestik tørrer man lige et par ekstra gange i servietten inden man tager det i brug.

På menukortet er der næsten alt fx svin, okse, kylling, and, slange, ged, frø. Og tilbehøret kan være mange forskellige stegte grønsager og ris. Smagen er meget påvirket af koriander, chili, citrongræs, ingefær, forårsløg, sesam og lime, men ikke så stærkt som i det sydlige Vietnam, Thailand eller Indien. Og så serverer de en glimrende øl til maden.


Og så skal der selvfølgelig være et billede af det arbejdende folk i rismarken.


Nu er vi kommet til Topas Eco Lodge, stedet hvor vi en overgang havde planlagt at skulle bruge vores år ude i verden. Det blev det ikke til, men i stedet et besøg hos vores kollegaer, Jørn og Niklas, der nu er henholdsvis Lodgemanager og Lodgeassistent.

Stedet er meget flot placeret på en bjergtop, og alle 25 bungalows har udsigt over dalen. Der så vidt muligt anvendt lokale byggematerialer og lokal arbejdskraft til byggeriet. Og også driften, på nær Jørn og Niklas, varetages af ansatte fra lokalområdet. Hver bungalow er opført med fine kampestensvægge, sivtage, vinduer og døre i hårdt træ, og med et lækkert badeværelse.

Vi kørte på to små motorcykler en dagtur til et par landsbyer langt ude på landet. Det var Hanne's første tur på motorcykel, og hun var da noget nervøs forinden, men da dagen var omme kunne hun sætte kryds ved dette punkt også - Done that.

Transportmidlet herude på landet foregår udelukkende på disse små motorcykler, og da der ikke er nogen benzintanke, så kunne man fra ethvert landsbyhus købe benzin i gamle vandflasker (billedet oppe til højre). Og når man nu var der for at købe benzin, så kunne man købe en lang række af de varer som man også kan købe ved en dansk benzintank, fx Cola, Chips, Servietter, Lighter, Æg og Nudler. 

Da vi kom rigtig langt ud på landet besøgte vi denne kvinde fra stammen Dao. Dao folket er en minoritets befolkning på omkring 470.000 mennesker. De indvandrede fra Kina i 1700 –1800 tallet, og bor i små isolerede landsbyer i det nordlige Vietnam. Kvinderne er meget lette at kende, idet de har barberet pandehåret og sidehåret af, og resten af deres lange hår er viklet ind i en stor rød turban, der ligger som en pølse på hovedet. Kvinderne går i lang tunika med forskellige mønstre og ofte med sølvsmykker indvævet, og under tunikaen har de lange bukser med bare tæer i plastiksandaler. Kvinderne og pigerne er uhyre flittige med deres håndarbejde, og de har altid sytøjet ved hånden, hvor de går og står. Desværre kan de være meget påtrængende.

Nedenfor er de ved at gøre terrasserne klar til at plante ris. Her i Nordvietnam på grænsen til Kina kan man kun høste en gang årligt. I Hanoi kan de to gange årligt, og sydpå er vejret så varmt at man kan høste fire gange årligt.

Vi gik en vandretur med en lokal guide til et par landsbyer i nærheden. Steder hvor der aldrig kommer en "hvid" mand. Med det formål at sælge nogle af deres broderier fulgte seks kvinder fra minoriteten Red Dao os hele vejen. Turen på fire timer gik både op og ned af fedtede stier, men de hang på - og var meget ihærdige, ca. hvert minut fik vi stillet spørgsmålet ""You buy something from me ?". Vi svarere konstant undvigende. Ved slutningen af turen gav vi dem hver en skilling, da vi ikke ønskede nogle af deres broderier, men det var naturligvis ikke nok. Balancegangen er svær. Uanset hvad vi betaler er det ikke nok.
Som det ses, er et kendetegn ved Red Dao kvinderne, at de har barberet øjenbryn og er barberet højt op i panden. Resten af håret er pakket ind i en rød turban. Forklaringen er at deres konge for mange år siden opdagede hår i sin suppe. Han løb straks ud i køkkenet og så at kvinderne der tilberedte hans mad havde flagrede hår. Han beordrede derefter alle voksne kvinder til at fjerne al pandehår og pakke resten ind.


Vejforholdene ude på landet er yderst besværlige. Kun en solid firhjulstrækker eller de små scootere/motorcykler kan nå frem. Dette Dette er hovedvejen der går gennem byen Bân Kim, i en landsby der befolkes af minoriteten Black Mong.


Og dette er torvet i selvsamme landsby. Det kan være svært at se, men ud over hestene, går der også grise, ænder og geder frit på gaden. Men trafikken er selvfølgelig heller ikke så intens her.


På dagens vandretur kikkede vi indenfor hos en familie der levede som de gør på disse kanter. Det var et meget simpelt træhus, dog med fast tag, men som man kan se består væggene af brædder der mere eller mindre slutter tæt. I huset er der ingen vinduer, og gulvet er lergulv. Huset her bebos af af to voksne og fire børn samt høns, ænder og grise under samme tag. På billedet kan man se husets møbler, et bord samt i baggrunden en seng. Maden blev lavet ved et ildsted uden skorsten - røgen siver op igennem huset, så der lugtede ganske usundt af røg. Der var en enkelt glødepære der blev drevet af en generator, kan lige skimtes i baggrunden. Husets største besiddelse er en knallert der naturligvis også stod i huset. Børnene var endnu ikke bevilget sko, og i dag var det tørvejr, men man kan lige tænke sig hvor fugtigt og fedtet de er når det styrtregner udenfor (hvilket det ofte gør).

Desværre er billedet i dårlig kvalitet, da det var så mørkt at kameraet ikke kunne stille skarpt.

 

Og dette er skolen i Bân Kim. Der var to klasseværelser, der igen var opdelt i to. På billedet til venstre ses afdelingen for første og andet klassetrin. Der var fire elever i alt på dette trin. Og til højre herfor med front den anden vej var området for tredje og fjerde klassetrin der havde seks elever. Læreren kunne således undervise begge klasser samtidig, da de havde hver en tavle. Som man kan se er væggene heller ikke særlig tæt her. Det må være hamrende koldt om vinteren. I den lyserøde trøje ses vor guide Hong.

Oven over til venstre ses områdets hospital/lægehus, der var bemandet af en læge og en sygeplejerske, og yderligere havde et par senge til indlæggelse. Primært behandledes små skavanker, det større blev sendt til de regionale hospital i Sapa. På billedet til højre er det byens supermarked, og billedet nedenunder viser supermarkedets indhold. Bag hylden til venstre var privaten, hvor de viste Champions League fodbold på husalteret. Det er lidt tankevækkende når man tænker på at selv i en mindre supermarked i den vestlige verden, ville afdelingen for fx Chips, Dyrefoder eller Medicinalvarer fylde mere end der kan være på disse hylder.


Transport af alle varer foregår på disse scootere/knallerter.

Til venstre transporteredes en stor orkidé til markedet i Sapa, og til højre kører den unge mand rundt med sit diskotek.

I Sapa bor der mange af minoriteten Black Mong. De er ligeså påtrængende som Red Dao, og kan 100 gange i træk spørge "You buy this from me" ? De tager ikke et nej for et nej, og man skal være rimelig hård når man skal afvise dem.

De benytter også en anden fidus, nemlig at lade børn på fire år slæbe rundt på babyer imens de tigger eller forsøger at sælge et armbånd. Det bedste man kan gøre når de kommer er at give dem lidt mad i stedet for penge. Denne pige har tilsyneladende fået en stang sukkerrør (rigtig godt for tænderne).

Nedenfor et lille sjovt optrin. Fiskekonen sov en dyb søvn, og i baljerne var der sprællevende fisk. Pludselig springer en fiks på et kilo op af baljerne og krabber sig rundt på fortovet, længere og længere væk fra fiskebutikken. Jeg prøvede at anråbe konen uden held, jeg piftede derefter så højt jeg kunne, men hun drejede sig blot lidt i stolen. Hun var langt væk, og det var fisken også til sidst, hvis den ikke blev taget op af en sulten og bragt med hjem i gryden som hittegods.

 

Oven over et par gadehandlere. Fin frisk frugt og grøntsager, og fiskehandleren havde flotte muslinger, krebs og krabber.

I serien om gadehandlende og højtbelæssede cykler ses denne omrejsende forretning i alt i plast.

Nederst den oplyste Hò Hoàn Kiêm sø med skildpaddetårnet samt Ngoc Son templet. i søen lever der en stor skildpadde, som Hanne var så heldig at se, en dag hun ventede på mig imens jeg var i banken. Det siges hernede at det betyder det lykke at have fået et glimt af dyret, idet det kun er de få forundt.

Farvel og på gensyn til Vietnam, det har været en oplevelse der har sat sig dybt. Vi håber at billederne kan hjælpe med til at huske en brøkdel af de historier vi akkumuleret de sidste to uger. Jeg har ikke styr på hvor mange billeder jeg har taget, men efter en grundig sortering er der stadig 269 billeder tilbage til at hjælpe på hukommelsen.

Ekstrabilleder

Hanoi og Hotel Hong Ngoc 2 er omdrejningspunktetne for de næste 14 dage i Vietnam.


At spise er en noget anderledes diciplin i Vietnam. Her er vi til middag i et privat hjem, hvor der bliver serveret på gulvet. Mange forskellige delikate retter, ofte med krydret med citrongræs og koriander - og på trods af de meget velsmagende. Maden indtages med pinde, hvilket vi er blevet ganske gode til, når blot skålen holdes helt op til munden.


Men det er noget af et problem for vores stive lemmer at krølle os sammen på gulvet så det ser helt naturligt ud.


Dette er morgenmaden, en velsmagende nudelsuppe (men igen med citrongræs og koriander). Det eneste vi fik og drikke til både aftensmad og morgenmad var risbrændevin.


Hanne og jeg var de eneste deltagere på vores jungletrek. Vi blev ledsaget af to guider, og som også fulgte os ved den private indkvartering langt ude på landet. Om aftenen optrådte de lokale med traditionel musik og dans. Mændene til højre udgør orkestet der er instrumenteret med en mandolin, en entrenget hjemmelavet violin, samt to grydelåg.


Til denne dans blev børnene kaldt ind for at banke takten.


Efter dansen blev den store krukke med pulimut hevet frem, og alle greb et strå for at suge i sig. Vi skulle naturligvis også prøve, og det var lidt stærkt hvilket formentlig var årsagen til vi ikke blev syge da alkoholen nok havde drægt alle bakterier. Børnene skulle også prøve, og jeg gætter på at de sov godt om natten. Da vi gik til ro og kvinder og børn var sendt hjem, tømte mændene resten af krukken.


Efter vort jungletrek var vi ude og sejle i et område de kaldte Ha Long på land. De var en masse små søer omvivet af kalkstensklipper. Når vi sejlede/roede var det af små naturlige kanaler under klipperne. Vi blev placeret o en robåd, hvor vor roer kunne ro båden med føderne, som hende på billedet her. Hun ville i øvrigt blot høre om vi ville have taget et billede, hvilket vi pænt takkede nej tak til.


Stedet hedder Trang An, og er meget besøgt af Vietnameserne. For hver 100 Vietnamesere kunne vi tælle 1 vesterlænding. Her er vi på vej ind i en af de underjordiske kanaler. Kanalerne var mellem 300 og 800 m lange.


Så er vi på tur i den rigtige Ha Long Bay. Vejret var noget imod os, så for at skrue os op på karakteren fantastisk, skulle der tilsættes noget imagination. Men hold da op, jeg kan godt forstå at det er på UNESCO's liste over verdens naturarv.


Desværre var vi ikke de eneste der havde opdaget Ha Long Bay. Der er over 200 turbåde der sejler med turister i området, og det skæmmer billedet lidt. Men Vietnameserne har forsøgt at regulere det meget, for at bevare denne guldgruppe af serværdighed. I området bor der også 3.000 fiskere, en del med deres egen fiskerbåd. Denne båd fanger blæksprutter ved at sænke glødepærer ned i vandet om natten, dette tiltrak dyrene, hvorefter man sænkede et fangstnet nedenunder, slukkede for lyset, og wupti så svømmede blæksprutterne lige i nettet.


Dette er en fiskerlandsby. De lever på havet, deres huse står på en flåde, og deres have er et lille bassin med ekstra opdræt af fisk.


Her et kik ind i deres hjem. Dette er både køkken, stue og soveværelse. Børnene leger rundt på de smalle flåder og gange, og meget tidligt lærer de at svømme. Skal de lege med deres fætter, ror storrsøster dem lige over vandet.


Vi ankom til en lidt større turistet flåde der indeholdt et fiskemuseum. Her var der opsat denne installation for de trængende turister. Hvor sagerne løb hen når man trak ud vil jeg helst ikke vide.


Og dagen efter besøgte vi denne fiskefarm, hvor man både fisker fra båden og dyrker fisk i bassinerne.


Her bodede farmens indbyggere - ikke meget plads til en familie.


Og det var ganske uforståeligt at man kan holde hund, der var endda to, på sådan en farm. Hvordan får de tilstrækkelig motion. Det eneste man vel kan konstatere er at årsagen til at hundene ikke er fede må tilskrives kosten, der formentlig er mager og sparsom - men alligevel tilstrækkelig.


Efterfølgende er der her nogle billeder fra gaderne i Bangkok. Her ved denne mur har en barber slået sig ned. Et spejl og en stol er hvad der skal til af inventar, og så har man en forretning kørende. Billedet er desværre lidt uskarpt, da det er taget igennem ruden fra en bil i fart.


Megen handel af fødevare foregår på gaden, og gerne ved rendestenen, der er mere plads end på fortovet og kørebanen. Det er både grøntsager, kød og som her fisk. Det er de flotteste eksemplar af en lakselignende fisk, der parteres og hugges ud i pandeklare stykker.


Alle der arbejder med el i Danmark vil formentlig slå korsets tegn over det spagetti lignende ledningsnet der hænger overalt i Hanoi. Og så har jeg slet ikke nævnt de æstetiske !


Dette er et billede af el-reparatørens butik. Her er alle former for gamle el-maskiner, hvorfra reservedele kan udtages og anvendes til reparation. Da jeg tog billedet var han ved at montere ny ledning i den grønne lampe på fortovet.


Topas Eco Lodge ligger på en bakketop med 360 graders udsigt til dalen 500 m nede. Den første bygning man kommer til er fælleshuset, hvor der er reception, bar og restaurant.


Huset har oprindeligt stået nede i dalen, og er nedtaget der, og genopført heroppe. Et meget flot hus.


Dette er vores bungalow, nr. 108. Alle bungalows ligger med en forrygende udsigt.


På Topas Eco Lodge grunden kører der ikke køretøjer, ingen gang deres elskede motorcykler. Derfor transporteres kufferter med en kærre fra bungalow ned til vejen.


Her, lidt på afstand, og i diset vejr, kan man se hovedhuset, samt skimte en række bungalows til venstre.


Ned af bjerget ligger terrasserne hvor de dyrker ris. Lige nu er de ved at klargøre jorden.


Vi blev inviteret hjem til en Red Dao familie. Søsteren, svigerinden og veninder fulgte med. I dette hus boede der 11 personer. Huset var stort, men indholdet var meget nøjsomt. Her var beskidt på den måde at der aldrig nogensinde havde været nogen form for rengøring. Vi har aldrig set noget så fattigt, og man skal nok 200 år tilbage i Danmark for at finde noget lignende. Der var ingen vinduer i huset, ingen møbler, ud over tre senge. Sengene stod på lerstampet gulv, og maden blev tilberedt ved et bål i huset. Vandet var en slange der var tilsluttet et vandløb, som løb konstant ned i en balje. Det overskydne vand løb ud på gulvet i et hjørne af huset. Der var dog el, og to elsparepærer, der næsten døde i det øvrige mørke. I hjørnet stod dog et fjernsyn.


De børn der endnu er for unge til at arbejde i marken, passer sig selv, hvis det ikke lige er skoletid. Og de ser ud til at hygge sig. Legetøj er ganske ukendt, men pinde i mange størrelser kan bruges. Det ser ud som om at første gang de møder noget materielt er omkring 12 års alderen, hvor de får deres første mobiltelefon.


Mødrene kan ikke kikke efter børnene, de har travlt med at følge turisterne i håb om at kunne sælge et broderi..


Dette er ikke en lade, det er en bolig !!!


Sådan så der ud indvendig. Vi blev inviteret på the af disse to mødre der var tvunget til at gå hjemme med deres spædbørn.


Dyrene hyggede sig bravt. Grisene løber frit rundt - de ved ikke at de ender i en nudelsuppe, ellers var de nok stukket af.


Bambus er meget anvendeligt, bl.a. til at transportere vand der her sendes ind i et vandrør via en gammel plastflaske. Direkte fra vandløbet ind i husholdningen. Deres maver er ikke sarte, og resten ordner risvinen.


Lige så rodet deres hus/gård ser ud, lige så velordnet er deres rismarker/terrasser. Endnu står de med ukrudt og venter på at blive pløjet og derefter tilsået.


Okserne nød at de endnu havde fri, snart skal de spændes for ploven..


Vi har mødt masser af okser, og ikke en eneste traktor. I dette bad er alle okser med blåt armbånd blevet kaldt op.


Her kommer fjerkræhandleren forbi. Det er tid at købe ællinger til opfedning.


Dette var en større kommuneskole vi kom forbi.


Og disse drenge ville meget gerne fotograferes af den mærkelige rødhårede mand.


Et af 'To Do' punkterne på Hanne's liste var besøg i et tempel. Det blev bl.a. til Ngoc Son templet der ligger i Hò Hoàn Kiêm sø i det centrale Hanoi.


Og inde i templet var der de sædvanlige figurer der passer på kongen/kejseren. Alle rummene havde en eller flere figurer at tilbede og disse var alle omgivet af et lille tårnbygget af kasser med røgelsespinde og Danish Butter Cookies ???


Lidt morgenstemning. Pigen står på gaden i sin silkepyjamas og køber en frisk ananas til morgenmad.


Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login

nach oben